Kolesterolmyter
Igennem mange, mange år har vi fået at vide at for meget kolesterol er farligt, og at et højt kolesteroltal er skadeligt og skal behandles med kolesterolfattig kost og evt. kolesterolsænkende medicin. Det er kommet så vidt at der i dag er raske mennesker, der behandles "forebyggende" med kolesterol-sænkende medicin.
Den danske læge Uffe Ravnskov foretog en grundig gennemgang af de mange undersøgelser og forsøg, der ligger til grund for påstanden om at for meget kolesterol er farligt. Det overraskende resultat af disse undersøgelser beskrev han i bogen "Kolesterol - myter og realiteter." Denne bog afslører en af medicinalindustriens største pengemaskiner: Salg af kolesterol-sænkende medicin (især de såkaldte statiner), der ofte har alvorlige bivirkninger. Denne type medicin er måske den mest anvendte i verden. Det sørgelige er at sænkning af kolesteroltallet normalt ikke gavner helbredet, snarere tvært imod, som Uffe Ravnskov dokumenterer. Blandt bivirkningerne ved statiner er hukommelsestab, impotens og øget risiko for kræft. Desuden hæmmes kroppens egen produktion af det vitale coenzym Q10 med muskelbesvær til følge. Derfor ser man folk på statiner, der ryster voldsomt på hænderne. Bogen, der tidligere udkom på engelsk, gjorde Uffe Ravnskov verdensberømt, og han modtog Leo-Huss-Walin prisen i 2007 for "uafhængig forskning inden for naturvidenskab og medicin." Bogen er let at forstå for almindelige mennesker og bør helt klart læses af alle, der er interesseret i sandheden om kolesterol-sænkende diæt og/eller medicin.
Undermenu
|