Jan 022016
 

Nye varer

Naturlig silketandtråd: Efter en del opfordringer har vi igen skaffet tandtråd af ægte silke. Den er et naturligt alternativ til almindelig tandtråd af syntetisk materiale. Silketandtråd er fri for fluor og andre kunstige tilsætningsstoffer. Den er ikke glat, og er derfor nem at holde fast på og anvende i modsætning til nylon, der har det med at glide af fingrene. Man kan derfor også forvente en bedre renseevne med silketandtråd.

Vivani 99% chokolade: En nyhed fra Vivani er denne chokolade med hele 99% kakao. Den er fremstillet af kakao fra Panama, der skulle have en særlig mild smag med et strejf af frugt.

 

Pesticider i citrusfrugt skader hjernen

Citrusfrugter, der ikke er økologiske, er som regel overfladebehandlede for at forlænge holdbarheden og undgå råd. Desuden indeholder de ofte adskillige andre gifte, bl.a. en insektgift, der skader hjernen, hvilket miljøprofessor Philippe Grandjean har forsket i. Det er mere reglen end undtagelsen at man får giftstoffer med i købet, når man køber konventionelle citrusfrugter, så her betaler det sig at vælge økologi.

Kilde: Økologisk Landsforening.

 

Forbud mod Roundup

I 2015 indførte Sri Lankas nyvalgte president et totalforbud mod glyphosat (aktivstoffet i Roundup), da det er skyld i bl.a. nyreskader og kræft. Det er det andet land i verden, der forbyder glyphosat efter at El Salvador forbød det i 2013. Bermuda har indført et midlertidigt forbud mod glyphosat. Det er glædeligt, at disse lande går foran og viser vejen til en sundere verden. Så lad os skubbe på for at få glyphosat forbudt her i EU. Du kan bidrage ved at vælge økologisk, når du køber ind. Så vælger du varer uden rester af glyphosat.

Du kan læse mere om Roundup i bl.a. mit nyhedsbrev af 24. juni 2014.

 

Lysterapi mod depression og træthed

På vore nordlige breddegrader er sollyset mangelfuldt om vinteren. Ultraviolet lys reflekteres af atmosfæren, når solens lys rammer den i en meget skrå vinkel. Derfor kan vi ikke producere D-vitamin i huden. Også produktion af signalstoffet serotonin hæmmes.

Der er stadig meget vi endnu ikke ved om hvorfor solens lys er så vigtigt for os, men undersøgelser viser at det fulde spektrum af sollys, som vi får om sommeren, hjælper til at give bedre humør, helbred og energi.

Hvis man mangler dette om vinteren, så kan det afhjælpes med lysterapi. Der findes særlige lysterapi-lamper, der dog er ret dyre. En billigere løsning er lysterapi-pærer eller fuld-spektrum pærer, som kan sættes i almindelige lamper. For at virke skal det være lamper uden lampeglas, der ville hæmme det fulde lysspektrum. Andre muligheder er solarium med måde eller en rejse sydpå.

Man bør dog undgå fuld-spektrum lys sent om aftenen, da det kan gøre det svært at falde i søvn.

Motion er ligeledes vigtig. Undersøgelser viser at motion er effektiv mod depression og hæver intelligens og levealder. 20 minutters daglig styrketræning har vist sig at forbedre hukommelsen med 10%. Men det behøver ikke nødvendigvis at være hård og anstrengende motion for at gavne. En god gåtur er også nyttig.

Kilde: Dr. Mercolas nyhedsbreve af 27. november 2015 og 3. december 2015