May 182015
 

Nye varer

Arvids Universal Liniment: Dansk naturmiddel til lindring og behandling af smerter i muskler, led og sener såsom forstuvninger, overbelastning, seneskedehindebetændelse mm. Midlet anvendes udvortes på huden.

Neem shampoo og balsam mod lus: Neem-olie har en afskrækkende virkning på lus. Det engelske firma Faith in Nature fremstiller en shampoo med neem-olie og andre naturlige planteolier. Denne shampoo anbefales til børn i lusesæsonen for at forebygge angreb af hovedlus. Hvis det ønskes, kan man efter hårvask benytte Neem hårbalsam.

Reg’Activ er et nyt kosttilskud til vedligeholdelse af et normalt kolesterolniveau i blodet. Det indeholder en kombination af rød ris ekstrakt, mælkesyrebakterier, Q10 og vitaminer. Activstoffet i rød ris, der vedligeholder et normalt kolesterolniveau, hedder “monacolin K”. I Reg’Activ er der et standardiseret indhold på 10 mg Monacolin K i en dagsdosis, hvilket er den mængde, som EUs fødevare-autoritet EFSA anser for at være virksom dosis.

Spireglas: Et spireglas er supernemt at bruge til dyrkning af friske spirer i køkkenet. Det kommer med et net af rustfrit stål og et keramisk fad til opsamling af det vand, der drypper af fra glasset. Der er ingen plastic i dette produkt.

Anvendelse:
  1. Sæt frøene i blød i glasset i 4 – 12 timer afhængig af frøstørrelse.
  2. Hæld vandet ud af glasset gennem det påskruede net, der holder frøene tilbage. Fyld op med vand igen for at skylle frøene og hæld vandet fra. Lad glasset dryppe af ved at placere det i holderen på det keramiske fad.
  3. Skyl frøene morgen og aften for at vande dem og stil glasset tilbage i holderen til afdrypning.
  4. Begynd at spise af frøene med spirer, når de får en passende størrelse.
  5. Sæt glasset med spirer i køleskab, når du ikke ønsker, at de skal vokse sig større.

 

Kolesterolsænkende medikamenter giver åreforkalkning

Kolesterolsænkende lægemidler, de såkaldte statiner, er verdens mest solgte lægemidler på trods af alvorlige bivirkninger. Mange holder dog op med at tage dem pga. disse bivirkninger, der bl.a. omfatter muskelsmerter, manglende energi, hukommelsestab, lever- og nyreskader, parkinsons syge og kræft.

Nu er endnu en alvorlig bivirkning afsløret: Statiner forårsager øget åreforkalkning. Det var konklusionen af en undersøgelse af 3 patientgrupper. Den ene gruppe fik ingen statiner, den anden gruppe blev behandlet med statiner i lav dosis medens den tredie gruppe fik høj-dosis statin-behandling. Gruppen, der ikke fik statiner, fik mindst åreforkalkning, og gruppen, der fik høj-dosis statin-behandling, pådrog sig mest åreforkalkning.

Åreforkalkning øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Statiner opreklameres som et middel, der kan forebygge hjertekar-sygdomme, men det er mildest talt en tvivlsom påstand efter denne undersøgelse.

Kilder:

  • Dr. David Brownstein, forfatter til bogen “The Statin Disaster”.
  • Journal of the American College of Cardiology (2015:65:1273-82)

Læs mere om kolesterol og statiner i vores litteratur om emnet.

 

Pepsi dropper aspartam som sødemiddel

Pepsi har meddelt, at de ikke længere vil anvende aspartam som sødemiddel i deres “Diet Pepsi”. Det er godt nyt eftersom aspartam er et giftstof, der kan forårsage fedme, kræft, hjerneskade og mange andre alvorlige lidelser. En hyppig bivirkning ved aspartam er hovedpine.

Den dårlige nyhed er, at Pepsi vil erstatte aspartam med et andet kunstigt sødemiddel kaldet sucralose eller Splenda. Dette sødemiddel har mange af de samme bivirkninger som aspartam. Sucralose har også vist sig ødelægge 50% af de nyttige tarmbakterier. Tarmbakterier er særdeles vigtige for helbredet, som du kan læse i næste artikel herunder.

Min klare anbefaling er helt at undgå drikkevarer med kunstige sødemidler, hvad enten de hedder aspartam eller sucralose.

 

Junkfood skader de vigtige tarmbakterier

På Kings College i London lavede man et forsøg, hvor en student i en uge kun måtte spise junkfood på MacDonalds. Ved forsøgets start havde studenten 3500 forskellige typer af tarmbakterier. Efter en uge på MacDonalds-kost var antallet reduceret til 2200 forskellige typer tarmbakterier.

Kilde: Metro.co.uk

En mangfoldig og sund bestand af tarmbakterier er vital for et godt helbred. Tarmbakterierne vedligeholder tarmslimhinden, så man undgår utæt tarm. Ved utæt tarm kan større molekyler og giftstoffer trænge gennem tarmvæggen og ind i blodet til stor skade for helbredet. Utæt tarm kan give anledning til mange alvorlige sygdomme, bl.a. tarmsygdommen Crohns sygdom. En sund tarmflora producerer også vigtige fedtsyrer, vitaminer og andre essentielle næringsstoffer.

Ved mangelfuld tarmflora øges kalorieoptagelsen fra føden, hvilket kan forårsage fedme. En mangelfuld tarmflora er medvirkende årsag til mange livsstilssygdomme, bl.a. alzheimer, cancer, depression, diabetes, hyperaktivitet, kronisk træthedssyndrom, parkinsons syge og sclerose.

Den hollandske læge Max Nieuwdorp har med success reverseret type 2 diabetes hos 250 patienter ved at overføre tarmbakteriefloraen fra slanke, sunde mennesker til patienterne. Overførslen blev foretaget ved at tage afføring de fra raske personer og via endetarmen føre den ind i tyktarmen hos patienterne. Der er også rapporteret om tilfælde af dissemineret sclerose, der blev kureret ved denne metode, så der må siges at være et stort potentiale i denne behandling, der kan give bedring til patienter med sygdomme, hvoraf nogle ellers betragtes som uhelbredelige.

For ikke at nedbryde den sunde tarmflora bør man begrænse brug af antibiotika mest muligt. Kunstige tilsætningsstoffer som f.eks. konserveringsmidler og sødestoffer i forarbejdede fødevarer er skadelige for tarmfloraen. De fleste GMO-fødevarer indeholder rester af glyphosat (aktivstoffet i Roundup). Glyphosat er særdeles giftigt for tarmbakterierne. Rester af glyphosat er også fundet i kød, mælkeprodukter og æg fra dyr fodret med GMO-soja. De fleste ikke-økologiske husdyr i Danmark får stadig GMO-soja med glyphosat-rester, så det er bedst at spise økologisk.

De gavnlige bakterier findes overalt i naturen. For at opbygge og bevare en sund tarmflora er det gavnligt at spise friske, rå, økologiske grøntsager og frugt. For grundig skylning eller vask af grøntsager fjerner bakterierne. Opvarmning dræber dem. Rå, fermenterede grøntsager har et særlig højt indhold af de gavnlige tarmbakterier. Du kan selv fermentere grøntsager i køkkenet. Opskrifter kan findes på nettet.

Reference: Dr. David Perlmutter (forfatter til bogen “Brain Maker: The Power of Gut Microbes to Heal and Protect Your Brain – for Life”), interview med Joseph Mercola 17/5 2015

 

Nye regler for deklaration af kosttilskud

EU har indført nye standard-regler for, hvordan kosttilskud skal deklareres. Tidligere skulle “anbefalet daglig tilførsel” (ADT) angives for vitaminer og mineraler. Denne betegnelse er nu erstattet af “reference-indtag” (RI). Efterhånden som producenterne får deres etiketter rettet til efter de nye regler, vil du derfor se betegnelsen “RI” i stedet for “ADT”. På kosttilskud vil der typisk stå “% RI”, hvilket angiver hvor mange % af det daglige reference-indtag man får fra kosttilskuddet.