Feb 152015
 

Nye varer

Komplet B: BiOrto er kommet med endnu en produktopgradering. Total-B er nu skiftet ud med Komplet B, der udelukkende består af de forskellige B-vitaminer i en vegetabilsk kapsel. Der er således ingen hjælpestoffer eller andet fyld tilsat.

Det ser ud til, at seriøse producenter af kosttilskud i stigende grad tager Brian Clements bog “Supplements Exposed” til efterretning ved at reducere eller undlade problematiske tilsætningsstoffer i deres produkter.

Læbepomade, naturlig: Badeanstalten i Brønderslev fremstiller en læbepomade, der udelukkende består af aktive plejende og naturlige ingredienser. Et naturligt dansk produkt, som du nu kan bestille hos Helseudsalg.dk.

Night Time te og Hellig Basilikum te:

Den populære “Godnat te” er desværre udsolgt for tiden. Vi har derfor i stedet skaffet “Night Time” te fra Pukka Herbs. Den udmærker sig ved at være i økologisk kvalitet.

Vi havde engang en eftertragtet te med hellig basilikum, der desværre udgik. Vi har nu skaffet en Hellig Basilkum te (Three Tulsi Mint) fra Pukka Herbs. Den er den mest populære te her i familien for tiden.

 

Sundhedsskadelig BPA på kvitteringer fra supermarkedet

Jeg ser nu hyppigt kassedamer og -mænd i supermarkeder, der bærer handsker for ikke komme i berøring med kvitteringer, der ofte har en belægning, som indeholder det sundhedsskadelige kemikalie BisPhenol-A (BPA). BPA er hormonforstyrrende og kan bl.a. forårsage fertilitetsproblemer, for tidlig pubertet og fedme.

Er det ikke grotesk, når supermarkeder giver dig kvitteringer i hånden, som de ikke selv vil røre? Nogle supermarkeder har endda anskaffet nye kasser, hvor kvitteringen printes ud lige foran kunden, så kassedamen slet ikke skal overrække den til kunden.

Jeg talte fornylig med en forhandler af papirruller til kasseapparater. Han sagde, at de også sælger BPA-fri papirruller for en meget beskeden merpris.

Hvis du kan undvære kvitteringen, så er det en god ide at lade være med at tage imod den. Du kan også bede dit supermarked om at gå over til BPA-fri kvitteringer. Hvis adskillige kunder beder om det, så vil de sikkert skaffe BPA-fri kvitteringer for at undgå, at kunderne skifter til et andet supermarked.

Dr. Sara Gottfried fortalte om BPA på Womens Wellness konference for nyligt. Her nævnte hun, at plastemballage af typerne 1, 2 og 5 er de bedste, da de indeholder færrest sundhedsskadelige stoffer. Du kan normalt se et af disse numre på bunden af emballagen sammen med genbrugssymbolet.

 

Køb økologisk og undgå pesticidrester i frugt og grønt

Nogle supermarkedskæder, bl.a. Coop, har sænket prisen på økologiske varer, så det er nemmere at få råd til dem. Det er godt nyt, for det er bestemt værd at begrænse indtagelse af de konventionelle varer pga. pesticidrester.

I 2013 blev 2500 fødevarer undersøgt for pesticidrester af Fødevarekontrollen i Danmark, og resultaterne viste dette:
  • 70% konventionelle frugter indeholdt pesticidrester.
  • 34% konventionelle grøntsager indeholdt pesticidrester.
  • 2,5% økologiske produkter indeholdt pesticidrester. I de fleste tilfælde var der dog tale om så små mængder, at det formentlig skyldes, at pesticider er blæst med vinden fra nærliggende konventionelle landbrug.
  • 14% af konventionelt dansk korn indeholdt pesticidrester.

Blandt de særligt problematiske konventionelle frugter er bananer, hvor 90% indeholder pesticidrester. Overfladebehandlede citrusfrugter bør man også holde sig fra. De behandles med svampegift for at forlænge holdbarheden, men 10% af giften trænger gennem skrællen og ind i frugtkødet.

Kilde: Økologisk Landsforening

 

Undgå alzheimer ved at begrænse raffinerede kulhydrater

En kost, der overvejende består af raffinerede kulhydrater, giver 5 gange større risiko for udvikling af alzheimer. Det er derfor klogt at begrænse indtagelse af produkter med hvidt mel, sukker, hvide ris mm. Også kartofler, der er meget kulhydratholdige, bør man holde igen med.

 

Begræns animalske produkter og undgå hjerte-kar sygdomme

Efter at den forhenværende amerikanske president Bill Clinton kom til at døje med hjerte-kar sygdom, gik han over til en næsten vegansk kost. Han fik indsat to stents (rørformede metalnet) i blodårer pga. åreforkalkning. Efter den operation besluttede han at droppe junk food og indføre de nødvendige kostændringer. Nu spiser han mange grøntsager og undgår mælkeprodukter. Af kød spiser han kun lidt fisk en gang i mellem. Det har hjulpet gevaldigt på hans helbred. Se denne video, hvor Bill Clinton fortæller, hvordan hans kost har forbedret hans helbred betragteligt. De to læger Caldwell B. Esselstyn og Dean Ornish forklarer efterfølgende, hvordan Bill Clintons kost afhjælper hjerte-kar sygdomme. Se videoen her (9 minutter på engelsk).

Når man dropper junk food, forsvinder åreforkalkningen, og det giver sidegevinster som f.eks.:
  • Der kommer mere blod til hjernen, så man kan tænke mere klart og få mere energi.
  • Huden får mere blod, så den ikke ældes så hurtigt.
  • Vægttab, hvis man er overvægtig (Bill Clinton tabte sig 11 kg).
  • I stedet for at få opmærksomhed på frygten for at dø, kan man give opmærksomhed til glæden ved at leve.

Den berømte læge Joel Fuhrman går også ind for vegansk kost og har en formel for kostens sundhed:

Sundhed er lig med Næringsstoffer divideret Kalorier (S = N / K)

Sagt på almindelig dansk betyder det, at jo flere næringsstoffer kosten indeholder pr. kalorie, jo sundere er den.

Bl.a. hvidt mel og sukker (tomme kalorier) indeholder mange kalorier, men få værdifulde næringsstoffer. Det er derfor ikke særlig sundt. Friske grøntsager indeholder mange næringsstoffer og få kalorier, og er derfor sunde.

Kilde: Joel Fuhrman (9 minutter video på engelsk)

 

Vi kan gøre verden bedre

Verden ændrer sig, og forbedring er mulig. Af fremskridt kan nævnes:
  • Atmosfærens ozonlag er forbedret i de seneste år, så vi er bedre beskyttet mod skadelig ultraviolet stråling fra solen. Det er sket ved at begrænse udledningen af ozonnedbrydende gasser.
  • Økologi er i hastig fremgang, hvilket betyder renere fødevarer med færre pesticidrester. Her gør du som forbruger en stor forskel ved at vælge økologisk, når du køber ind.
  • Genmodificerede afgrøder er på vej ud. Selv amerikanske landmænd dropper i stigende grad GMO-afgrøder, da der ikke er økonomi i dem. Kilde: Økologisk Landsforening

Som almindelig borger og forbruger kan du gøre en stor forskel ved at vælge de produkter, der er bedst for sundhed og miljø. Det bliver sikkert en smal sag at få kvitteringer uden BPA indført i samtlige butikker i nær fremtid bare ved at bede om det som forbruger. Sammen kan vi skabe en bedre verden. Det kræver bare din aktive medvirken.