Jan 012013
 

Nye produkter

  • Super D3: Natur-Drogeriet har lanceret markedets stærkeste tilskud af vitamin D med hele 85 mikrogram naturlig D3-vitamin pr. tablet. En god nyhed i den mørke tid.
  • Ren hybenkerneolie: Hybenkerneolie er en af det bedste olier til hudpleje. Den er god ved tør og revnet hud, strækmærker, brune pletter på huden mm. Nu har vi ren hybenkerneolie fra det fynske firma “Fuerza Vital”. Den er helt fri for parfume eller andre tilsætningsstoffer. Den fås i en lille flaske med 20 ml. eller en økonomiflaske med 100 ml.
  • Rød ris: Disse ris har fået deres rød-brune farve fra en gærsvamp kaldet Monascus purpureus. Svampen har groet på risene under en fermenteringsproces, som der er gammel tradition for at anvende i asiatiske lande. Fermenteringen tilfører risene en antioxidant kaldet anthocyanin. Rød ris fås både som kosttilskud i kapsler og som fødevare, der tilberedes som alm. ris. Rød ris som kosttilskud blev forbudt i Norge, hvor myndighederne krævede, at det blev registreret som lægemiddel. Så galt er det heldigvis ikke gået her i Danmark, og interesserede nordmænd må lovligt købe til eget forbrug her fra Helseudsalg i Danmark.

 

Din hovedpude kan give nakkesmerter

David Wolfe har lige udsendt et nyt videoklip med banebrydende helse-tips om jordforbindelse og hovedpuder. Du får essensen her:

I frostvejr bliver luften ofte meget tør, hvilket giver større ophobning af statisk elektricitet. Statisk elektricitet er den væsentligste årsag til nedsat immunforsvar – mere væsentlig end kost og livsstil! Bl.a. derfor er der større forekomst af forkølelse, influenza mm. i perioder med frostvejr. Statisk elektricitet undgås ved jordforbindelse. Man kan f.eks. sove på et særligt jordforbundet lagen. At sove med hovedpude kan forårsage nakkesmerter, kæbesmerter mm. Ved at sove uden hovedpude, undgås uhensigtsmæssig bøjning af rygsøjlen. En anden ulempe ved hovedpuden er, at hovedet bliver løftet op, så hjertet skal arbejde hårdere om natten, for at forsyne hovedet med blod. Det er bedre at sove med hovedpuden under bagdelen og med benene hævet, så hovedet ligger lavere end resten af kroppen. Det forebygger gigt. Flagermus og opossum (et lille amerikansk pungdyr) sover med hovedet nedad, og er de eneste to pattedyr i verden, der aldrig får gigt.Tyngdekraften kan virke som en gift ved konstant pres på rygsøjlen, men tyngdekrakften kan omvendt virke som medicin ved simpelthen at hvile i en position med hovedet lavere end resten af kroppen, hvor rygsøjlen får lov til at blive strakt ud. Reference: David Wolfe

Hele dagen, når vi står eller sidder, trykkes rygsøjlen sammen. At tillade rygsøjlen at blive strakt ud om natten (og også gerne under en kort middagspause) kan være yderst gavnligt. Dette er behandlet mere indgående i Ole Larsens bog “Slut med hovedpine, rygsmerter og andre plager“.

 

Hvilke fiskeolier er bedst, og hvad er de vegetabilske alternativer

Siden DR1 i programmet “Kontant” for nogen tid siden kritiserede fiskeolietilskud for at være harske, har der været en del debat om emnet. Rådet på DRs website om at spise fed fisk som et bedre alternativ til fiskeolie finder jeg meget betænkeligt. Fede fisk er måske bedre end billig fiskeolie, hvis der er tale om rå eller rå-marinerede fisk. Marinerede sild er et eksempel på en sundere form for fisk. Friske fisk bør altid dybfryses før marinering for at dræbe evt. parasitter. Der bør også tilsættes laurbærblade, der har parasithæmmende egenskaber, til marinaden. Forslag til opskrift finder du her: Marinerede sild.

Hvad “Kontant” ikke nævnte noget om, er den harskning, der finder sted ved opvarmning af fisk. Især stegning af fisk medfører kraftig harskning. Omega-3 fedtsyrer, som de gode, fede fisk er rige på, ødelægges og bliver harske og sundhedsskadelige ved opvarmning. Dr. Brian Clement beretter, at folk fra områder, hvor der bliver spist meget stegt fisk, har en betydeligt øget risiko for at få et slagtilfælde. Dr. Clement, der er veganer og har en meget perfektionistisk tilgang til emnet helse, fraråder at spise fisk, fordi havene er foruret med tungmetaller og andre giftstoffer, og pga. risikoen for parasitter. Harskning af fiskeolie måles med den såkaldte totox-værdi, der skal være så lav som muligt. Det kunne være interessant at se målinger af totox-værdierne i olien fra henholdsvis frisk fisk, kogt fisk og stegt fisk. I stegt fisk ville man sikkert finde ekstremt høje totox-værdier. Desværre har jeg ikke kunnet finde målinger af dette, men hvis nogen er bekendt med målinger af totox-værdien i stegt fisk sammenlignet med rå og kogt fisk, så er jeg interesseret.

Anette Harbech Olesen anbefaler fiskeolie med en totox-værdi på max. 5, der er renset for tungmetaller og andre miljøgifte. Du kan læse meget mere om sunde fedtstoffer, både vegetabilske og animalske, i hendes bog “Fedt for Life“. På side 40 i bogen kan du se hvilke fiskeolie-tilskud Anette Harbech Olesen anbefaler. Jeg har hæftet mig ved, at de fiskeolier, som Anette anbefaler, er på den såkaldte triglycerid form. Det er fiskeolie i dens naturlige form. “Eskimo-3” og “Nordic Naturals” er eksempler på fiskeolier i triglycerid-form.

Som alternativ til fisk anbefaler Brian Clement gode, koldpressede planteolier, som f.eks. hørfrøolie, som kilde til de essentielle omega-3 fedtsyrer. Omega-3 fedtsyrer fra hørfrøolie er ikke så let-optagelige som fra fiskeolie. Det problem løses ved at indtage kokosolie sammen med hørfrøolien. (Ref.: Dr. Gabriel Cousins). Kokosolie i sig selv indeholder ikke omega-3 fedtsyre og kun 5% omega-6 fedtsyre, men har til gengæld mange andre gode egenskaber. Mere om det i bogen “Kokosolie – mad som middel” af Pia Birk. Det er begrænset, hvad jeg har fundet vedr. anbefalet dosering, men 1 spsk. hørfrøolie og 1 spsk. kokosolie dagligt er nok ikke helt ved siden af som erstatning for fiskeolietilskud. Olien kan spises på f.eks. salat. Hørfrøolie tåler ikke opvarmning og bør opbevares i køleskab efter åbning.

Folk, der spiser en gennemsnitlig vestlig kost, får som regel 10 – 20 gange mere omega-6 fedtsyre i forhold til omega-3. Det optimale forhold menes at være 4 dele omega-6 til 1 del omega-3 fedtsyre. Hørfrøolie indeholder omkring 58% omega-3 og 17% omega-6, så lidt hørfrøolie kan derfor gøre meget for at rette op på balancen. Andre gode kilder til sunde omega-3 fedtsyrer er bl.a. chiafrø og rå valnødder, der gerne må ligge i blød i koldt vand i mindst et par timer før indtagelse.