Oct 092011
 

Nye produkter

  • Kamille sugetabs: Sugetabletter til halsen med kamille, rød solhat og menthol.
  • Vi har fået en del flere krydderier: Prøv stærk økologisk karry, sød lakridsrod og spidskommen.
  • Osforte Kalk og Osforte Multivitamin er to seriøse kosttilskud, hvor der anvendes calciumcitrat i stedet for det sædvanlige calciumcarbonat som kalkforbindelse. Derudover indeholder disse tilskud organisk bundne mineraler, vitaminer og urter (bl.a. padderokke, der har et højt naturligt indhold af silicium).
  • Ledsmerter: Bog af Pia Birk om kostens indflydelse på smerter i leddene og hvad du kan gøre ved det.
  • Vivani chokolade: Vi har to nye varianter af den lækre økologiske Vivani chokolade: Pebermynte og chili.

 

Årets helseprodukter fra Helsam-messen

Vi var med ved den årlige Helsam-messe i september, hvor producenter og importører fremviste deres produkter. Her blev årets helseprodukter kåret. OmniKrill fra Biosym blev udnævnt til årets helseprodukt. Krill-olie har et naturligt indhold af den kraftige antioxidant astaxanthin og er derfor et eksklusivt alternativ til fiskeolie. Raw Bite blev kåret til årets helse-fødevare. Flere nye produkter fra messen har vi nu på lager som nævnt ovenfor.

En importør på messen fremviste en chokolade sødet med stevia. Stevia-planten er endnu ikke tilladt til fødevarer i Danmark, men importøren forventede at dette meget snart vil ændre sig. Vi skaffer chokoladen, så snart den må sælges her i landet.

 

Vore egne Vitaking-produkter

Vi udstillede selv vore egne produkter (dem med “Vitaking”-mærket): Calcium-Magnesium Plus (udgået) på messen. Rigtig mange besøgende kom forbi og fik smagsprøver og blev klogere på hvorfor Calcium-Magnesium Plus er vores mest populære kalk-tilskud. Det kan der være mange grunde til:

  • Det er i pulverform og indeholder derfor ingen tablethjælpestoffer.
  • Det opløses nemt i varmt vand, te eller kaffe og er lige til at drikke.
  • Hele calcium-indholdet er i form af calcium-gluconat.
  • Det indeholder også mineralet magnesium.

 

Bør man spise skallen fra citrusfrugter?

Jeg har tidligere skrevet at man kunne spise skallen fra økologiske citrusfrugter og f.eks. komme dem i smoothies. Jeg har nu erfaret at dette ikke gælder for alle citrusfrugter. Citron og lime kan man godt spise med skal så længe de er økologiske og uden overfladebehandling. Man skal derimod ikke spise skal fra appelsin og slet ikke fra grapefrugt, da skallen i disse frugter indeholder en sundhedsskadelig olie.

Ref: Cherie Calbom (også kendt som The Juice Lady)

 

Begyndelsen til enden for GMOer

Ronnie Cummins blev for nyligt interviewet af Dr. Mercola om GMOer. I dette interview gennemgår Cummins den historiske udvikling indenfor GMO-forskning og kommer ind på nogle af de sundhedsmæssige konsekvenser ved at indtage GMOer. Han arbejder på at få indført obligatorisk mærkning af GMOer i USA, ligesom vi har det i EU. Den obligatoriske mærkning har medført, at GMOer stort set ikke sælges som føde til mennesker i EU, for vi forbrugere vil ikke købe det. I staten Alaska er mærkning af GMO-laks blevet obligatorisk ved lov. Det har medvirket til, at GMO-laks ikke er kommet på markedet. Til næste år regner Cummins med at få indført obligatorisk mærkning af alle GMO-fødevarer i Californien. Dette vil formentlig få GMOer ud af butikkerne i Californien, og denne tendens kan så brede sig til resten af USA og videre til resten af verden.

Mere information om GMOer har jeg samlet her.

 

Ægte flødeis uden sukker

Regeringens nye fedtafgift rammer alle mættede fedtstoffer, sunde som usunde. Kun Liberal Alliance stemte imod afgiften, og den nye regering har planer om ligefrem at forhøje fedtafgiften. Som et modtræk har jeg lavet ægte flødeis sødet med xylitol. Se opskriften på sukkerfri flødeis her. Er fløde sundt? Meningerne er delte, men hvis det er frisk upasteuriseret fløde fra økologiske køer på græs, så mener adskillige eksperter (bl.a. Dave Asprey) at det ikke er så ringe endda. Veganere og andre, der ikke ønsker mælkeprodukter, kan f.eks. lave nøddeis eller avocadois for at få en god is med sunde fedtstoffer.