May 012008
 

Tandpastaen, som du kan spise

Jeg har i nogen tid søgt efter en tandpasta uden glycerin. Jeg læste nemlig på side 137 i “Secret Guide to Health” af Wayne Green, at glycerin blokerer for genopbygning af tandemalje, og derfor bør undgås i tandpasta. Nu er det lykkedes at finde en glycerinfri tandpasta. Den er tilmed økologisk og fremstillet udelukkende af fødevareingredienser: Økologisk Brolacta tandpasta. Jeg bruger den nu selv, og så vil det vise sig ved mit næste tandlægebesøg til efteråret, om tandlægen har nogen kommentarer til mine tænder.

Mælk og laktose

Mælk giver problemer med helbredet hos mange mennesker, både børn og voksne.

Almindelig mælk indeholder en del laktose (mælkesukker). For at fordøje laktose og optage det i kroppen kræves et enzym kaldet laktase. Små børn danner laktase, men efter 4-års alderen falder produktionen af laktase, og en del voksne danner slet ikke laktase. Det medfører, at laktosen bevæger sig ufordøjet igennem fordøjelsessystemet til tyktarmen, hvor den spaltes af tarmbakterier. Ved denne spaltning dannes der store mængder gas, hvilket kan give smerter og ubehag. Diaré kan også forekomme som følge af indtagelse af laktose.

Problemet mindskes ved at indtage mælk i form af surmælksprodukter uden tilsat sukker eller kunstigt sødemiddel. Ved fremstilling af surmælksprodukter tilsættes mælkesyrebakterier til mælken, og disse gavnlige bakterier omdanner laktosen til mælkesyre. Nogen mennesker med høj grad af laktoseintolerans må dog helt holde sig fra mælkeprodukter for at undgå ubehag.

Kildehenvisninger: “Maven – din bedste ven” af Carsten Vagn-Hansen og “Optimal Næring” af Eva Lydeking-Olsen